Hammer-Godt

En bog-blog om min spirituelle rejse

Om

Kort om mig selv:
Jeg er født i Nordsjælland i 1941  i et akademisk naturvidenskabeligt hjem, hvor en akademisk uddannelse var det eneste, der duede. Jeg havde bare det medfødte handicap, at jeg så dobbelt – og derfor næsten ikke læste bøger. Det resulterede i en barndom – neglebidende, med et lavt selvværd og med evige bebrejdelser.

I mellemskolen havde jeg en dansklærer, der ‘så’ mine evner for skriftligt arbejde. Han støttede mig og opmuntrede mig, og skrivning blev derfor min naturlige udtryksmåde – men en studentereksamen kunne det ikke blive til.

Mange år senere som ansat på Tønder Museum skrev jeg en artikel om ‘en kniplepiges liv’. Den viste jeg til min museumsleder.
– “Den kan du godt gå videre med”, sagde han – og DET blev begyndelsen til den lange række af kronikker, jeg skrev op gennem 1990’erne og fik antaget fortrinsvis i større danske dagblade.

Senere flyttede jeg til Sønderborg og blev aktiv som ‘Borgerjournalist’, mens Michael Kamber var chefredaktør på Jyske Vestkysten. Desværre varede det ikke så længe – men da jeg blev pensioneret begyndte jeg som korrekturlæser i min egen lille virksomhed med ‘Hammer-godt DANSK’.
Skrivning var blevet mit fag – og mit håndværk, og hvad var vel mere naturligt end at skrive lidt om mit eget liv og om de omstændigheder og kampe, der har udviklet mig til den, jeg er i dag?

***

Min bog blev til som et resultat af en lang proces over flere år.
Jeg ville først skrive en selvhjælpsbog for dem, der ligesom jeg selv ikke havde midler til at søge professionel hjælp.
Jeg måtte gøre arbejdet selv. – Arbejdet med at få et bedre liv – ved at tænke mig om, mærke efter og ‘kikke dybt’ i egen barm.
Jeg måtte være bund ærlig overfor mig selv – og det er hunde svært.

Hvad kunne jeg selv gøre for at få et bedre liv? – Det var jo ikke bare ‘de andres skyld’, at jeg havde et dårligt liv.

Jeg var selv ansvarlig for mine handlinger, og det kunne jo være, at jeg med et andet handlemønster ville få det lidt nemmere.
Hvis jeg spiller mine kort ud på en ny måde, så bliver mine medmennesker også nødt til at reagere anderledes overfor mig, end de plejer. 
Langsomt mærkede jeg en forskel, og langsomt fik jeg det bedre – både med mig selv – og med min omverden.

Mit manuskript blev afvist – først af Gyldendal og dernæst af Gads Forlag – endda uden begrundelse.
Jeg skrev det om – og vinklede det anderledes.
Nu blev det en spirituel beretning, der også let ville kunne afvises.
Derfor var det vigtigt for mig at finde et forlag, der havde ‘et spirituelt touch’.
Det havde de hos ‘Forlaget mellemgaard’ i Odense. Jeg sendte ind – og fik allerede den samme dag et svar:
De ville gerne – og endda med glæde udgive mit manuskript som en bog.
Nu er den her.
Tag godt imod den.